Spil / computerspil

Just dance 2015


Beskrivelse


Dansespil. Dans til 41 af de største pophits med bl.a. artister som One Direction, Rihanna, Lady Gaga og Pharell Williams. Prøv at score så mange point som muligt. Spil mod dine venner lokalt eller gå online for at udfordre andre eller del videoerne af dig selv.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2014

af

af

Henrik Schou

d. 3. nov. 2014

Festen fortsætter med "Just dance 2015", der byder på nye hits, endnu mere stilrent design og masser af underholdning for hele familien. Inviter vennerne, dæmp lyset og lad musikken starte festlighederne! For drenge og piger fra 7 år.

"Just Dance 2015" byder på 41 hits, fra bl.a. Katy Perry, Rihanna, Maroon 5, Lady GaGa og Bonnie Tyler, som spilleren skal danse til. Spilleren skal have en Wiimote i hånden, og udføre bevægelserne, der bliver vist på skærmen. Alt efter hvor præcist disse udføres tjenes point. Flere spillere kan være med i en række spilmodes, herunder den nye community remix mode og en challenge mode, der byder på online spil.

Der er i virkeligheden ikke sket meget siden Just dance 2014 (Wii U) udkom sidste år. Det eneste rigtig "nye" ved 2015 versionen er to spilmodes. Spillet er dog, til trods for manglende nyskabelse, stadig teknisk veludført, med flot grafik, stilrent design og det vil således underholde fans af denne danse-serie. Sprog: engelsk. PEGI 18.

2015 er det sjette "Just dance"-spil udgivet over en periode på fem år og det tredje til Wii U. Dansegenren lader dog til, ligesom karaoke-genren, at have toppet i popularitet, så der er knapt så mange konkurrenter på markedet nu som tidligere.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. nov. 2014

af

af

Finn Christiansen

d. 7. nov. 2014

Dansespil i den populære Just Dance-serie. Kridt danseskoene og kast dig ud i danse-moves til 47 nye sange. For fest-dansere fra 10 år.

Just dance-serien startede i 2009. Dette er 6. generation af spillet og 2. generation til hhv. PS4 og Xbox One. Spillets gameplay går ud på at efterligne danserne på skærmen. Dine bevægelser registreres af Kinect- eller Playstation-kameraet, og jo bedre du danser (dvs. efterligner) jo højere score får du. Man kan spille flere sammen og udfordre hinanden eller danse alene. Er man alene kan man konkurrere mod spillere via nettet - og kigge ind i deres stuer imens. Tracklisten er opdateret, så der er et friskt udvalg af nye og gamle sange. Eksempelvis "Happy" med Pharrell Williams og "The fox" med Ylvis. Sproget er dansk.

Teknisk fungerer det hele meget fint. Kinect til Xbox One registrerer bevægelser en smule bedre end Playstation-kameraet, men begge versioner kan sagtens anvendes. Den grafiske stil er som i de tidligere udgaver ret imponerende. Der er knald på farverne og det er meget svært ikke at blive revet med af stemningen. Og alle kan være med - også de danse-handicappede. Spillet er meget tilgivende overfor bytten rundt på højre og venstre, bløde knæ og generel utakt. En perfekt score derimod, kræver øvelse, god kondition og rytmisk sans. PEGI: 3.

Der er ikke sket betydelige ændringer siden Just dance 2014 som derfor ligner meget. Bortset fra tracklisten, der klart nok ikke er så aktuel som nyeste version.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. nov. 2014

af

af

Thomas W Jensen

d. 13. nov. 2014

Få muligheden for at lave dansemoves til nogle af tidens største pophits og del dem online. Primært til piger fra 10-14 år.

Har du Playstation Move til din PS3 eller Kinect til din Xbox 360 kan du spille Just dance. Følg de moves du bliver bedt om af danserne på skærmen og scor point. Lokalt kan op til fire spillere være med samtidig. Online er der netværksspil for op til 8 deltagere. I forhold til tidligere udgivelser er nyhederne bl.a. Community remix - hvor ens dansevideoer remixes med andres - og Challenge mode - hvor online modstandere kan udfordres og kæmpes imod. Din dans kan også optages og deles online på fx Facebook. Grafikken består af klare og glade farver. På lydsiden er her 41 af de største pophits med bl.a. artister som One Direction, Rihanna og Pharell Williams.

Just dance-udgivelserne har de seneste år været det pågældende års bedste og mest populære simulationsspil og 2015 versionen skuffer ikke. Det er festligt og underholdende og udbygningen af online-mulighederne fungerer fint. PEGI siger 3. Sværhedsgraden afhænger meget af sangen man vælger at danse til, da de stille numre er de nemmeste. Oftest er det dog muligt at score point - selv for en motorisk underudviklet voksen mand. Eneste anke er, at både Move og Kinect er lidt for tilgivende. Derfor får man indimellem point, selv om man ikke laver bevægelsen rigtigt.

I forhold til tidligere Just dance-udgivelser er mulighederne for social netværksspil og deling af videoer blevet udbygget.


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2014

af

af

Maja Ellegaard-Petersen

d. 3. nov. 2014

Dans mod eller med dine venner til alle årets hits. Spillet tæller point, så man kan se, hvem der danser mest ligesom danseren på skærmen. Selv de helt små kan være med, men musikken vil nok appellere mest til jer, der er i skolealderen og holder af popmusik.

Det handler om, at danse som personen på skærmen. Spillet indeholder til at starte med et antal sange og dansere. Sangene er fortrinsvis ungdomspop både helt nye sange og enkelte klassikere, som fx "Girls's just want to have fun", men der er også plads til særlige hits fra året og fra andre genrer fx "Let it go" fra filmen disneyfilmen Frozen. Efterhånden som man får danset sig gennem banerne får man adgang til både flere baner og flere dansere. Sangene er på engelsk.

Det er et sjovt dansespil, der fungerer fint. Det er sjovt at danse mod hinanden, og optjene point. Det er ikke så svært at spille. Selv min lille med-anmelder på 3 år kunne være med og syntes det var sjovt. Grafikken er fin, men den kunne sagtens være mere varieret og med flottere omgivelser at danse i. Lyden er god, og musikken vil sagtens kunne sætte fut i en sjov børnefest. PEGI: 3. Målgruppen: Fra 7 år.

Spillet her minder rigtig meget om Just dance 2014 (Wii) - og de tidligere Just dance. Den store forskel er selvfølgelig, at i dette spil danser man til de nyeste hits.