Steen Ulnits er en erfaren fisker og formidler, der her videregiver især sine egne erfaringer gennem 25 år, men også bygger på andres viden og synspunkter. Der er indholdsmæssig dækning for den prætentiøse titel, men der er dog tale om en subjektiv gennemgang af de utallige fiskemuligheder, idet flere andre steder også kunne have været med, men det er mindre væsentligt. Centralt er det, at der er tale om både en begejstret, personlig og faglig kompetent gennemgang af nogle af de bedste steder i åer, søer og langs kysten fra Uggerby Å i nord til Flensborg Fjord i syd. For hvert sted fortælles kort om naturen generelt, den historiske udvikling frem til det aktuelle fiskeri, og der gives praktiske råd om grej, fiskemetoder og det bedste vejr. For de helt lokalkendte er der nok ikke meget nyt at lære om deres kendte og nære fiskevand, men til gengæld er bogen meget anvendelig og nyttig som inspiration og overordnet guide, inden ferie-, familie- eller fisketuren i Hovedlandet planlægges, eller inden fiskereviret udvides. De mange flotte farvefotos af naturen medvirker også til at lokke alle natur- og fiskeinteresserede af sted. Vil man have en mere fuldstændigt oversigt af fiskemulighederne, er der flere steder lavet lokale/regionale guider, og Sportsfiskerforbundet har lavet en revideret guide på cd-rom.