Bøger / skønlitteratur til børn

Kære mor og far


Beskrivelse


Billedbog om en lille pige, der lever med alkoholiske forældre og søger at finde deres kærlighed. Bogen lægger op til samtale mellem børn og voksne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. sep. 2015

af

af

Marianne Agger

d. 3. sep. 2015

Smuk, rørende, barsk og helt unik billedbog om en lille pige, der lever med alkoholiske forældre og søger at finde deres kærlighed. Den kan bruges til familier med alkoholproblemer, hvis man vurderer, at børnene kan holde til den. For børn fra ca. 6 år. Også unge og voksne læse den som en historie, der går dybt i hjertet.

Første opslag viser en voksen hånd med et vinglas indeholdende noget rødt væske og et lille foster. På modsatte side står "Kære mor" med håndskrift. Dernæst følger barske opslag med tegninger af en slående næve, alkoholflasker og den lille pige, der rykker i en stor og slap, voksen arm. Pigen bærer tomme flasker væk midt om natten. Hun ligger vågen og alene i sengen, krammer dynen og vogter over sine forældre og deres kærlighed, som er symboliseret ved to røde hjerter. Til sidst gemmer pigen kærligheden for sine forældre ved at grave den ned i jorden, så den kan vokse op og gro i hende selv.

Man får straks en klump i halsen, når bogen åbnes. Den illustrerer en dysfunktionel familie på en måde, der får os til at tænke og føle. De få ord er nøje udvalgt og sammen med de smukke, dystre tegninger, forestiller man sig pigens historie og hverdag med alkohol, vold og svigt. Tekstens håndskrift gør historien meget nærværende.

Der findes flere gode bøger om børn i samme situation. En, hvor et barn også forsøger at overleve på egen hånd, er Aakesons Køteren.