Kaisa skal flytte og spekulerer på, hvordan det bliver i det nye hus, og hvordan hun skal undvære veninden Nova. Dejlig billedbog for 3-6-årige.
Kaisa, hendes tøjkaniner og hendes forældre bor i lejlighed inde i byen. Men efter at Kaisas lillebror er kommet til, er lejligheden ikke stor nok til hele familien, så de voksne har besluttet, at de skal flytte i hus. Kaisa er ikke helt tryg ved det, for det nye hus lugter af fremmede mennesker, og hvordan skal Kaisa klare sig uden bedsteveninden? Inden familien kan flytte ind, skal huset males, og Kaisas frække tøjkanin kommer flere gange for tæt på spandene med maling, så den må en tur i vaskemaskinen. Da alle møblerne er på plads, kigger Kaisa ud af vinduet og får øje på tre børn ude på vejen. Måske vil de være med til at lege med Kaisas tøjkaniner?.
Det kan være uoverskueligt og skræmmende for et mindre barn at skulle flytte væk fra kendte omgivelser og venner. Forfatter Nanna Gyldenkærne og illustrator Tove Krebs Lange har her skabt et univers med Kaisa, hvor usikkerheden findes, men hvor det alligevel viser sig, at barnets tilværelse et nyt sted kan blive tryg. Bogen vil derfor egne sig fint til en snak med mindre børn om at skulle flytte. Illustrationerne i klare farver passer fint til teksten, med tilpas mange detaljer at gå på opdagelse i.
Kasper skal flytte beskriver også en flytning set fra et barns perspektiv.