En bog for børnefamilier med børn i alderen 6-12 år. De ældste kan bruge bogens opskrifter selv, de yngste har brug for lidt voksenhjælp.
I forordet præsenterer den 13-årige forfatter Malene, også kaldet Maley, sig selv. En sød, glad og energisk teenager der kan lide at være kreativ og som med denne udgivelse ønsker at støtte Børnekræftafdeling på Rigshospitalet. Hun har sin egen hjemmeside www.teammingus.dk. Bogen er en kalenderbog med en opskrift til hver af de 24 lange dage før jul. Der er mest til den søde tand, og følger man bogen dag for dag, bliver det nok lidt rigeligt, selv om småkager og konfekt kan gemmes til jul. Luciaboller den 13. december og risengrød den 24. december er rigtig godt. Malene har også skrevet en lille fortælling i fire afsnit, et til hver adventssøndag, om køkkenmusen Mingus. Han dukker op som en vignet i Maleyś streg rundt om på siderne og som kravlenisse på et indsat ark. Farvefotografierne af de færdige resultater virker lidt blege. I tilknytning til fotografierne er der korte oplysninger om nogle juletraditioner, forslag til en juleleg eller en ide til julegavefremstilling.
Sammenlignet med de mange flotte julebøger med glittede sider og flotte fotografier virker bogen beskeden, men målt på sine egne præmisser er det en sympatisk udgivelse, der udstråler ægte barnlig glæde ved julen og alle dens traditioner.
Mottoet for Team Mingus er "For et liv med bedre minder", og bogen giver læserne nye, hyggelige traditioner og dermed gode minder.