Målgruppen er børn i alderen 8-10 år, der holder af fantasy og som samtidig har brug for den daglige læsetræning i 2.-4. klasse. Bogens forside skal nok formidle bogen til brugeren, som her har første del af en serie.
Josefine Ottesen har igen lavet en god fantasyhistorie, der såvel sprogligt som indholdsmæssigt er i orden. Handlingen starter direkte, hvorefter der langsomt fyldes baggrundsstof på, så personerne fremstår helstøbte. Dette første bind bruges på baggrunden, hvorefter der er lagt op til den egentlige handling. Hovedpersonen Zip har forstand på gammeldags computere med harddiske etc., hvilket han prøver at udnytte sammen med den bande, han hører til. Et bandeopgør og dernæst et møde med samfundets sikkerhedsgarde udsletter banden på nær Zip, der reddes af en pige. Illustratoren Emil Landgren fanger fint stemningen ind med sine mangainspirerede tegninger, som giver indholdet en ekstra dimension. Læsbarhed: Lix 10.
Der er efterhånden nogle fantasyserier for målgruppen, bl.a. Lilmoes' Siri Q og forfatterens egen Drageherren.
Fin serie til oplevelseslæsning og læsetræning.