Spændende og handlingsmættet roman, som ifølge forfatterne er gendigtet frit efter virkeligheden. Den egner sig glimrende både til højtlæsning fra 3. kl. og som selvlæsning fra 5. kl. Sproget er ikke vanskeligt tilgængeligt, kapitlerne er korte, og der er megen dialog. Vi følger et par 11-årige tvillinger, Malte og Selma. De skal holde en rolig sommerferie hos bedsteforældrene på landet. Men det bliver helt anderledes end forventet. Bedstefaren er noget af et legebarn. Denne sommer har han lavet en "stedsmaskine", som skal bringe ham til Sverige. Det viser sig, da børnene prøver maskinen af for ham, at maskinen ikke virker, som han havde tænkt. Den er tilsyneladende også blevet en tidsmaskine, og de lander absolut ikke i Sverige. De lander nemlig i Syrakus i tiden lige før byen blev besat og gjort romersk i 212 f. Kr. i en virkelighed, der for 2000 år siden bestod af intriger, komplot og mord. Børnene deltager sammen med en slavedreng, matematikeren Arkimedes og kong Hieron i opklaringerne. I bogen bevæger børnene sig frem og tilbage i tiden, så vi sideløbende følger handlingen på gården anno 2002. Her sker der også mystiske ting, som dog bliver opklaret, så alle kan fejre Sankt Hans. Bogens forside passer sammen med bagsideteksten fint til indholdet.