Her er LO's jubel-bog, udsendt i anledning af 75-års jubilæet i år. Bogens vægtigste del er en minutiøs gennemgang af arbejdsmarkedsforhandlingerne op gennem årene med lock-outer, strejker, regeringsindgreb etc. Man plæderer, at fagbevægelsens hovedformål: at sikre, at arbejderne under en stigende produktion hurtigst muligt fik andel i denne, jo også er lykkedes. At arbejdernes andel så hele vejen igennem har været for lille, søger man nu at råde bod på ved hjælp af ØD. Der er oplysende kapitler om kooperationens udvikling, om det faglige internationale samarbejde frem til FFI og ILO, om samarbejds-udvalgenes mistrøstige resultater, om ØD og det store problemkompleks ang. medlems-uddannelsen. - Bogen er smækfuld af nyttige oplysninger, men er også karakteriseret ved de ting, som ikke er med: syndikalismen nævnes, men næppe nok fag-opposition - sikkerhedsudvalg nævnes, men ikke silicose - tillidsmandssager fra århundredets begyndelse forklares, men ikke Ålborg-sagen fra 1971 og §4 i septemberforliget hævdes endnu engang at have givet arbejderne fordele. Opsætningen er enspaltet med bred margin - denne udfyldes desværre ofte af citater fra aviser, resolutioner etc. samt af en »LO's blå bog« over 150 medarbejdere - altså 2 sideløbende, uafhængige tekster, der vanskeliggør læsningen. Billedstoffet er fremragende, registret acceptabelt. Det omfattende værk er, trods mangler, naturligvis selvskrevet på alle biblioteker, og vil lang tid fremover kunne bruges som håndbog i emnet.