Tæt illustreret fagbog om kampvogne af den slags, som af lægfolk ofte kaldes tanks, men det må man ikke i følge ordlisten. Her er lidt om alt om kampvogne fra 1. verdenskrig til nu, størrelse, vægt, fart, anvendelse og særlige modeller. Hvert opslag har sit tema med 2-3 billeder, en kortfattet tekst i små afsnit, en faktaboks og billedtekster i røde rammer. Bogen er helt klart lagt an som en bladrebog, der ikke behøver at læses i en bestemt rækkefølge. Til slut er der et faktaopslag, en ordliste, en litteratur- og internetliste. Visse billeder findes også i forfatterens bog Militære køretøjer fra 2003. I 2004 udsendte Bogfabrikken Fakta også en bog om kampvogne, den står på 144 biblioteker, hvorimod Grahams bog fra 1992 Sådan virker kampvognen kun har overlevet på 74 biblioteker, og det sikkert i godt brugt stand. Således skulle der nok være plads til denne bog til de militærinteresserede (drenge)børn fra 10-12 år.