Lovende debut. Billedbog for de ca. 4-6-årige. Illustrationerne kan sagtens kigges tidligere. En kanonkonge standser en flok forbipasserende folk på gaden og fortæller "den sandfærdige beretning" om dengang han skød sig selv jorden rundt. Historien er enkel og er vel nærmest et påskud for at kunne præsentere de flotte dobbeltsides illustrationer, hvor den buttede kanonkonge med overskæg og læderhjelm suser gennem farvestrålende scenerier. Ud i rummet, gennem junglen, ned i havet, over Sydpolen, forbi pyramiderne osv. Når man sammenligner det første og det sidste billede i bogen, kan man se på lyset og skyggerne, at historien har varet hele dagen. Bogen er på grænsen til at være en "myldrebilledbog", og der er mange sjove detaljer at kigge på. Teksten, der er fortalt som en dialog mellem kanonkongen og publikum, er udmærket at læse op.