Karantæneøen

En moppedreng af en roman, som vil meget og når meget. Karantæneøen er en ø, Flat Island, i Mauritius-øgruppen i Det Indiske Ocean, hvor indvandrere ved århundredeskiftet - i en tid med koppeepedemier - skal indskibes før de får tilladelse til at komme til hovedøen. Her følger vi nogle europæeres skæbne på en ø, hvor også en stor gruppe indere venter på at påbegynde en ny tilværelse. Hovedfortælleren Leon møder den indiske pige Surya, hvis mor ligger for døden, og krydser grænsen mellem de to etniske grupper. En roman, som i sine referencer er mangfoldig. I starten fortælles historier om møder med digteren Arthur Rimbaud. Baudelaire og Longfellow citeres undervejs i et arabeskeforløb, hvor også en indisk myte om Yamunafloden og Suryas mor Anantha spinder sig ind. Alt i alt en roman om hovedpersonernes forsøg på at genrealisere forfædrenes kolonidrøm, om at genvinde en uskyldighed, som er gået tabt, finde paradis. Midlertidigt tvinges de dog til at leve på en ø, der med formildende omstændigheder ligner en forgård til helvede, men når frem til drømmenes ø og opgøret med familien og de overleverede ideer. Fortællingen bæres oppe af en detaljerigdom, der minder os om at forfatteren også er antropolog. En roman for seje læsere, der dog får fuld valuta for deres indsats i en fortælling, der emmer af sprog og poesi.

Læs hele vurderingen