Danske modstandsfolk og efterretningsagenter fra USA og Sovjetunionen er i foråret 1945 på jagt efter atomare hemmeligheder i Shell-huset, der er Gestapos frygtede hovedkvarter i København. For læsere af intelligent, historisk spænding.
Historien, der foregår i 1945, fortælles af to ældre efterretningsagenter til en ung FBI-agent i 1974. Den danske faldskærmsagent John indsættes i København, hvor han skal skaffe oplysninger. Han krydser spor med Kirill fra den sovjetiske efterretningstjeneste GRU, og den unge Asta fra den kommunistiske modstandsgruppe BOPA. Sammen udtænker de en plan om at skaffe sig adgang til Shell-husets hemmeligheder. Læseren er bl.a. med, når brutale danske nazister afhører fanger. Kan den handlekraftige trio, som skæbnen har ført sammen, nå deres mål inden Shell-huset - og ved en ulyksalig fejl den nærliggende franske skole - bliver lagt i ruiner af britiske bombefly? Et allieret angreb med kodenavnet Karthago. Forfatteren understreger afsluttende, at handlinger fra de autentiske personer i bogen er ren fiktion. Steffen Jacobsen har også skrevet Da blev jeg Døden, som også har atomkapløbet som et emne.
Hæsblæsende, underholdende og fremragende historisk spænding. Det er en dejlig tyk spændingsbog, men plottets suveræne flow gør, at den ikke føles en side for lang.
Om samme skæbnesvangre tid findes fx Pigen fra den franske skole.