"Kartoffelrækkerne" er et populært navn for 480 huse ved Sortedams Sø i København.
Bogen skildrer meget grundigt baggrund og historie for denne bebyggelse. Baggrunden var de mange elendige boliger, som blev opført til arbejderklassen, som indvandrede til storbyerne fra omkring 1850 og frem. For at bygge noget bedre stiftedes bl.a. Arbejdernes Byggeforening, som opførte "Kartoffelrækkerne" 1873-89. Husene er rækkehuse med 2 1/2 etage og var oprindeligt beregnet til 2 familier. I dag bor der en familie i hvert hus, og bebyggelsen er kendt og eftertragtet af mange københavnere, fordi den trods beliggenhed midt i byen tilbyder hygge, ro og havemiljøer. Ud fra mange skriftlige og mundtlige kilder fortælles om byggeriet, arkitekturen, tekniske forhold, socialforhold, kirkeforhold, skolegang, enkelte skæbner og endelig om de forandringer, som bebyggelsen har undergået i de seneste årtier, hvor det er gået fra at være arbejder- til middelklassekvarter. Mange kildecitater, bykort og gamle og nyere tegninger og fotos i sort-hvid og farver.
Dette bykvarter er omtalt i mange skildringer af hovedstaden, men ingen steder så omfattende som her. Bogen udkom første gang i 1986. I den nye udgave er der tilføjet 9 små rettelser til 1. udgaven samt 15 sider, som opdaterer udviklingen fra 1986 til i dag.
En detaljeret lokalhistorisk skildring af det gamle arbejderkvarter "Kartoffelrækkerne" på Østerbro i København.