Bogen er en suveræn læseoplevelse for de 5-10-årige, der får den læst højt, for gode læsere fra 9 år og for den voksne, der læser op.
Forfatteren er medforfatter på Spiderwick fortællingerne. Nu beretter han i tekst og illustrationer om kanindrengen Kenny, der er videbegærlig, klog og elsker bøger. En fredelig drage, Grahame, der elsker at læse, skrive digte og spise crème brûlée slår sig ned på Kennys fars jord. De bliver bedste venner, men nogen fra landsbyen pisker en stemning op, og kongen beordrer boghandleren George, der er pensioneret ridder, til at dræbe den. Kenny er fortvivlet. Kærligheden til litteratur bringer George og Grahame sammen og Kennys plan, der er inspireret af Shakespeare, gør at kampen ender med at kongen lader Grahame leve. Der er en fin fremdrift med stigende spændingskurve i historien. Sproget er meget velformet, skrevet i en stil, der passer til indholdet og med udtryk, der kræver lidt af børnene. Det nærmest middelalderlige miljø står levende beskrevet og personerne lever gennem beskrivelsen af udseende, gerninger og sprog. De mange blyantstegninger er små perler. Bogen er trykt på fin papirkvalitet. For- og bagside rummer spænding og et rustikt udtryk.
Den modvillige drage, 2004 af Grahame er skrevet over samme tema og det er næppe tilfældigt, at dragen har samme navn som titlens forfatter.
Det er en meget velskrevet, underholdende og flot illustreret bog, der emmer af humor og spænding. Det er en fornøjelse at være sammen med de små personificerede dyr.