4 børn i skolealderen, en arbejdsløs far, en syg mor og en arbejdssky onkel - alle boende i en ganske lille lejlighed i Vanløse - det er den socialrealistiske baggrund for bogens hovedpersoner. Onklen - en fidusmager -foreslår familiens 3 drenge, at de sammen med ham skal kidnappe en millionærsøn oppe fra Rungstedkanten, for så ved hjælp af løsesummen at få familien bragt på fode. Dette vanvittige forslag går drengene med på, og dermed starter et af de mest fantastiske kidnapningsforsøg, der nogensinde er set her i landet. Det er på en gang både spændende, fuld af sjove forviklinger, naivt, grotesk og farceagtig, men hele affæren er fremstillet så underfundig, lun og humoristisk, så jeg uden betænkning vil betegne Kidnapning som årets hidtil morsomste danske børnebog. Velegnet til både højt- og selvlæsning. Bjarne B. Reuter er debutant - lovende og talentfuld - hold et vågent øje med ham fremover!.