Tilfældigt opdager en ung kvinde, Marina, der er ved at blive separeret, at en mand har bortført et barn. Hun følger efter kidnapperen og bliver selv taget til fange og indespærret. Herefter går jagten for at finde hende igen, og vi hører om årsagerne til kidnapningen. En tvivlsom advokat, der beskæftiger sig med privatadoption, bevæger sig ud over lovens rammer for at opfylde klienters brændende ønske om et barn. Historien bevæger sig i en sær blandingsform af thriller, krimi, spænding, psykologisk udviklingsroman, men ikke nogle af formerne fungerer. Personerne er stereotype, skurkene er kolde og usympatiske, ja nærmest stakler. Og heltene, Marina, der er vokset op i et voldeligt hjem, og den politimand, der leder efterforskningen, bliver forelsket i hinanden. For det rige forældrepar, som har adopteret, er det lille barn kun status og prestige. Der er et vist drive i handlingen, men mange handlingsspor betyder at fokus på kidnapningen forsvinder. Sproget er klichéagtig, og personerne ikke særlig overbevisende. Romanen sniger sig ikke op til at være mere end en jævn underholdningsroman for et yngre publikum og pga. genreblandingen ikke så nem at formidle.