Til alle par der ønsker at blive gravide og som oplever at det tager lidt tid at opnå resultatet.
Else Marie Lehman er uddannet cand.negot. og underviser i fertilitetsyoga. Desuden har hun selv været igennem fertilitetsbehandlinger, som i 2008 resulterede i en lille pige. Klar til børn : guide til sundhed og fertilitet fortæller om den mandlige og kvindelige anatomi, ægløsning, sædkvalitet, sund kost mm. Der gives gode bud på, hvad læseren selv kan gøre for at optimere fertiliteten. Til de tilfælde hvor det ikke er nok indeholder bogen en grundig gennemgang af det danske fertilitetssystem. Desuden er der et afsnit om de psykiske aspekter af fertilitetsbehandlingen, som kan være rigtig hårde for parforholdet. Sproget er til at forstå og indholdet er relevant for mange par.
I 2008 udkom bogen Fra barnløs til frugtbar som handler om PCOS og barnløshed. Klar til børn kommer ind på PCOS og mange andre aspekter af barnløshed og vejen ud heraf. Denne bog vil derfor tiltale flere.
Det er en rigtig god brugsbog med tips til, hvad du selv kan gøre for at optimere dine chancer for at blive gravid. Desuden hjælper bogen dig godt på vej gennem det danske fertilitetssystem, hvis det ikke lykkes dig at blive gravid af naturens vej. En indbydende bog om et for mange relevant emne.