I denne flotte og informative havebog fortæller den engelske forfatter og klematisspecialist begejstret og indsigtsfuldt om klematis i naturen, om plantens botanik og ikke mindst om dens alsidige anvendelse som havevækst. Bogen er praktisk tilrettelagt for havefolket med detaljerede opdelinger af de omtalte ca. 400 sorter i 10 farvegrupper og med en grundig beskrivelse af egnede plantesteder, de forskellige klematistypers vækstkrav og plantens sygdomme og skadedyr. Teksten suppleres af forfatterens flotte farvefotografier, der til fulde viser de forskellige klematis-sorters mangfoldighed i farver og vækstformer og deres potentiale som element i haven. Klematis regnes for en lunefuld haveplante, der skiftevis er et frodigt festfyrværkeri af blomster eller havens syge mand med meldug og visnesyge. Den er i forvejen behandlet i de fleste almene havebøger og også i et par nyere monografier. Den nye klematis-bog er et godt supplement til den eksisterende litteratur, og med dens detaljerede dyrkningsanvisninger skulle der være en god chance for at lykkes med planten - ligesom bogens parade af flotte klematis'er må give enhver haveejer blod på tanden og inspiration til nyplantninger.