Nisserne i denne bog, der kan bruges til oplæsning fra ca. 5 år, er hverken traditionelle julenisser eller gårdnisser, men som noget helt nyt klitnisser med grønne huer. De befolker et univers med personificerede dyr, der dog har beholdt deres naturlige instinkter. Stedet minder stærkt om den jyske vestkyst med klitter, plantager og heder og den dertil knyttede fauna, med stinkdyret som en enkelt svipser. Historien om nisserne, der pga. en væmmelig ræv ikke kan få fat i ingredienserne til deres julerisengrød, er noget omstændeligt fortalt med mange humoristiske passager og dialoger, der af og til har et lidt gammeldags præg. Der hviler ingen særlig julestemning over bogen, og historien virker ulogisk i forhold til bogens univers. Ræven fremstår som skurk, fordi den er kødæder, mens uglen er et respekteret medlem af dyreflokken, selv om den normalt spiser mus og tilmed lystigt delikaterer sig med kanin, fanget i en af nissernes fælder. Det virker på den baggrund absurd at straffe ræven ved at tvinge den til at blive vegetar. At ræven ydermere skildres som affældig, gigtplaget, halvblind og temmelig dum begrænser spændingen en hel del. Bogen er forsynet med enkelte humoristiske tegninger.