11-årige Jack og hans to yngre søskende sidder i en bil og venter på deres mor, der er gået efter hjælp, da bilen er brudt sammen. Men hun kommer aldrig tilbage. For dem der elsker krimier.
En varm sommerdag i 1998 bryder Eileen Brights bil sammen, mens hun er ude og køre med sine 3 børn, Jack på 11 og hans to mindre søskende. Hun lader børnene blive i bilen mens hun går efter hjælp. Hun vender aldrig tilbage og nogle dage efter findes hun dræbt, men det opklares ikke. Deres far forlader dem også i sin sorg og de formår at bo alene og klare sig. Efter tre år støder Jack på et spor, der kan lede ham til hans mors morder. Samtidig med Jacks forsøg på at finde sin mors morder, hører vi om gravide Catherine, der vågner ved, at der er en indbrudstyv. Tyven efterlader en kniv med beskeden "jeg kunne have slået dig ihjel". Og vi hører om Guldlok, en indbrudstyv politiet ikke kan fange, men som tager bad, spiser og føler sig hjemme i sine ofres hjem. Til sidst bindes de tre tråde sammen. Forfatteren har tidligere udgivet bl.a. De smukke døde.
Fantastisk spændende og velskrevet krimi fra Belinda Bauers hånd. Det er ikke en almindelig "hvem gjorde det" krimi. Man følger Jacks og politiets kamp for samle nok beviser og fange Eileens morder. Det fungerer rigtig godt og Bauer får tegnet et fantastisk portræt af den unge Jack.
Man finder samme dysterhed hos M.R Hall i eksempelvis Ligsynsdommeren. Bauer kan også sammenlignes med Robert Galbraith.