Debut af udtalt talent og glædeligt særpræg. Dorrit Willumsens univers og stil er en forunderlig blanding af realisme og flyvsk fabuleren, af idyl og grumhed, nøgternt konstaterende kølighed og varm, medfølende humor. Bogens længste stykke »Lukket land« spiller i alle disse facetter. Det er en lille piges skildring af livet i bedsteforældrenes hjem - et lille glemt hus i en københavnsk baggård - en verden for sig, lyrisk bizar som Chagalls univers. I de 10 øvrige, mindre noveller, der især skildrer erotiske stemninger og situationer er tonen nok beskere, men selv den ætsende skarphed i titelnovellen får liv og medmenneskelig varme, uden at miste sin brod, fordi den er så tæt forbundet med humor og fantasi. Som det vil fremgå især for læsere der ikke ser så nøje på bogstaven men har evne til indlevelse og medfantaseren.