Bogen er en biografi for børn fra 13 år om grønlandsforskeren Knud Rasmussen, den vil også kunne anvendes af voksne til en lettere indføring. Med engagement beskrives Knud Rasmussens liv fra hans fødsel i 1879 til hans død i 1933. Vi møder Knud Rasmussen som et levende, interesseret og nysgerrigt menneske, der kæmpede for sin videnskab med stor energi. Bogens indhold er vægtet på Knud Rasmussens voksenliv, hvor beskrivelserne af grønlandsekspeditionerne fremstår med autenticitet, hvilket vidner om grundig research. Dette understreges af dagbogscitaterne fra Knud Rasmussens dagbøger, der er indlagt i teksten. Det sparsomme antal illustrationer i bogen udgøres af sort-hvide tegninger og gengivelser af grønlandske frimærker. Omslagsillustrationen viser et billede af Knud Rasmussen. Bogens layout vil ikke umiddelbart appellere til børn, men vil ved formidling give de ekspeditionsinteresserede drenge en god oplevelse. I forbindelse med opgaver om Grønland er bogen oplagt. Bogen er forsynet med: kronologisk årstalsliste, en gengivelse af et interview med Knud Rasmussens datter fra 1996, ordliste og litteraturliste. Bogen udkommer i serie med bøger om Mother Teresa og Martin Luther King.