Den tidligere elitesoldat Nick Stone, der også er hovedperson i Fjernstyret, 1998 og Kriserum fire, 2000, skal som free-lancer kidnappe en russisk mafiaboss. Det går i kage, men han bliver i stedet hyret af ofret til at bryde ind i et firma i Finland og kopiere data fra deres systemer. Andre russiske gangstere kommer ham i forkøbet, og da det viser sig, de har fået koderne til at aflytte Echelon, må Stone til Estland for at eliminere dem. Det giver en roman med hårdtslående action fra først til sidst, hvor både volden og alle detaljer i forberedelse af aktionerne er udpenslet til mindste detalje. McNab skriver godt og det er tydeligt, han kender sit stof indefra fra tiden i som elitesoldat i SAS. Både handling og plot er meget realistisk og viser, hvor skrøbeligt et samfund, der er afhængig af elektronikkens velsignelser, i virkeligheden er.