Omnibus-emner er der åbenbart nok at tage af; denne gang er det noget så håndgribeligt som landets hovedstad, der er »skildret af danske forfattere«. Uddragene virker i deres helhed nærmest kaleidoskopiske, men man aner en inddeling efter by-kvarterer, hvor de enkelte kvarterer er uhyre ulige fordelt. Mest får man fra den indre by og fra Østerbro, meget lidt fra Nørrebro og Vesterbro, til slut gøres der en afstikker til Frederiksberg. Mon ikke en kronologisk ordning havde været knap så forvirrende. Nu farer man fra Rasmus Nyerups »Kjøbenhavns Beskrivelse« 1800 til et surt indlæg af Jakob Paludan om Rådhusklokkernes forstyrrelser af borgernes nattero anno 1953, tilbage til H. C. Andersen: Fra et vindue i Vartov, 1852; men det skal ikke nægtes, at der er adskillige pletskud med i samlingen; dog er det underligt i en københavner-antologi ikke at træffe ringeste spor af Karl Larsen. Det bedste ved antologien er, at man får opgivet nøjagtigt, hvor de enkelte smagsprøver stammer fra,så man kan fortsætte med større helheder, når man er træt af glimtene.