Forfatteren er kendt i medierne, nu skriver hun om sit eget liv, og der er - siger hun i bogen - en enorm nysgerrighed omkring hendes fag. Mon ikke de tre ting er nok til, at efterspørgslen er sikret? Læg dertil, at bogen er velfortalt og virker ærlig i sin beretning om hendes personlige og professionelle liv. Hun giver et indtryk af sig selv som menneske på godt og ondt, og bruger det som udgangspunkt i diskussionen af prostitution. Den kan aldrig afskaffes, siger hun. Derfor argumenterer hun for, at faget afkriminaliseres, så dets udøvere ikke skal snige sig fordækt rundt i kanten af samfundet, men kan få de samme rettigheder til fagforening og A-kasse som alle andre erhvervsaktive. Hendes egen historie fortæller om pigebarnet fra et indremissionsk, nordjysk fiskerhjem, som tidligt bliver forældreløs og derefter tumler gennem en tilværelse, der er brolagt med druk, vold og personlige tragedier. Alligevel rummer hendes fortælling masser af humor og varme, og man sidder tilbage med indtrykket af en ukuelig ildsjæl. Jackie Siwens udgav i en årrække verdens første fagblad for prostituerede Vi står sammen og hun har skrevet flere digtsamlinger, som er tilgængelige via internet i Net-bogklubben.