Målgruppen er angivet i titlen: Mænd, der aldrig har lavet mad, men pludselig må til det.
Forfatteren er arkitekt og har et omfattende faglitterært forfatterskab bag sig. Efter 54 års ægteskab blev han enkemand og besluttede sig for at gå igang i køkkenet. Hans erfaringer bruger han til at afdramatisere overfor skæbnefæller, der - som han skriver - kan bruge bogen hvis de kan finde køkkenet. Bogen er en blanding af maddagbog (læs: madplan), gode råd, enkelte opskrifter og en gennemgang af en række kogebøger fra især 1960'erne (Grethe Grumme, Mogens Brandt, Ejler Jørgensen m.fl.) - sandsynligvis det bibliotek, hans kone efterlod. Bogens force er budskabet at det kan lade sig gøre, hvis man vil, men meget mere er der ikke at komme efter, og gennemgangen af kogebøger, der knap nok findes på bibliotekerne længere, er ikke meget værd, hvis man ikke netop arver dem. Forfatteren har selv illustreret med fine stregtegninger.
Der er en del mere anvendelige alternativer, fx Enkelt og godt; 2009 og Mad til 1, 2008.
En igangsætningsbog til seniornovicer i køkkenet med begrænsede anvendelsesmuligheder.