Bogen henvender sig til coachere eller de som vil coache på sig selv og andre fortrinsvis i arbejdslivet.
Forfatteren har de sidste ti år skrevet en halv snes bøger om kognitiv terapi og positiv psykologi, senest Slip bekymringerne, 2009 og Slip angsten, 2010. Terapiformen var indtil for få år siden ugleset, men vinder frem og har i dag et center ved Sct. Hans. Her er forfatteren leder. Den kognitive terapi mener sig videnskabeligt dokumenteret. Den fokuserer på tankers betydning for adfærd og følelser. Fx at jo mere negativ man er, jo mere negativt vil der ske. Coach skal her forstås som klog person, vejleder, mentor, rådgiver, rollemodel og facilitator. Bogen har teoretiske afsnit om hjerne og sanser. Metodens mål er at udvikle sociale og emotionelle færdigheder. Der er enkelte konkrete redskaber og fremgangsmåder som fx skemaer, men ellers er bogen mest et bud på tankers betydning for fremtid, adfærd og følelser. Sprogligt og forståelsesmæssigt lettilgængelig ikke blot for målgruppen.
Der er kommet snesevis af bøger om coaching på dansk inden for de seneste år. Ligeledes en del om kognitiv terapi og mindfulness. Dog ikke om emnerne kombineret.
Lettilgængelig lærebog som måske kan blive et standardværk for kognitiv coaching.