Der er dækket op til den helt store litterære og kulinariske oplevelse i Martin Kongstads roman fra det Københavnske restaurationsmiljø. På de dyre spisesteder er kampen om Michelinstjernerne benhård og Magne må kæmpe med sig selv og skyggen fra sin berømte far. Godt appetit til alle madelskere og romanlæsere.
Som søn af den legendariske kok Ivan Oldenberg kæmper Magne for at finde sine egne kulinariske ben at stå på. Efter et ophold på den berømte franske restaurant Bocuse, som medførte et sammenbrud, er han tilbage i København. Her prøver han lykken med sin egen restaurant, og drømmer om en Michelinstjerne. Men kan kærligheden til Madeleine holde, og hvilke planer har pengemændene bag hans vegetarrestaurant egentlig. Bogen er fyldt med dialoger.
De mange dialoger, mundrappe replikker og det fine sprog, giver bogen et højt tempo og stor energi. Magne lever i overhalingsbanen i jagten på berømmelsen. På mange måder en klassisk historie om en mands forsøg på, at frigøre sig fra sit ophav. Men med scenen sat i restaurationsbranchen, bliver det også en intens litterær smagsoplevelse tilsat intriger, magtkampe, kærlighed, begær og kampen for at skabe det sublime. Velbekomme.
Med sine mange nuancerede beskrivelser af avanceret gastronomi kommer man næsten til at tænke på Babettes gæstebud (Moderne retskrivning) af Karen Blixen.