Bøger / faglitteratur

Koldinghus : grænseborg, kongeslot, ruin, museum


Beskrivelse


I mere end syv århundreder har Koldinghus domineret bybilledet i Kolding, og borgen og byen har været tæt forbundne. Fra begyndelsen var Koldinghus byens vogter. Herfra kunne byen og rigets grænse forsvares, men herfra blev der også ført opsyn med lov og orden og opkrævet skat. I dag er Koldinghus ikke længere udtryk for statslig magtudøvelse. Efter en ruinperiode er slottet genskabt i en ny storhed. Et arkitektonisk mesterværk, der på enestående vis kombinerer historisk murværk med moderne restaurering. Bogen fortæller historien om Koldinghus fra midten af 1200-tallet og frem til i dag, om slottets storhedstid under reformationskongen Christian d. III og hans magtfulde dronning Dorothea, om Christian d. IV's skolegang på slottet, og 1600-årenes krigsødelæggelser, om Frederik d. V's byggeplaner, om de triste nedgangsår i slutningen af 1700-tallet og om oprydningen efter den voldsomme brand. Det afsløres, at skylden for brandkatastrofen ikke entydigt kan placeres hos Napoleons spanske soldater. Historien om Koldinghus efter 1808 er fortællingen om et museum og om mere end 100 års genopbygning, der afspejler vidt forskellige ideer om, hvad man kan gøre med en historisk ruin. Det genopførte slot rummer i sig alle faser fra 1890'ernes forsigtige begyndelse over 1930'ernes bastante genskabelse af det halvt sammenstyrtede Kæmpetårn. Senere kommer den moderne, æstetiske ruinromantik, som er udtrykt i Inger og Johannes Exners mageløse restaureringsprojekt, der i løbet af 1980'erne bragte de sidste ruinfløje under tag.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. juli 2004

af

af

Keld Lau Larsen

d. 21. juli 2004

Der er tale om en omarbejdet og stærkt udvidet udgave af Vivi Jensens bog med samme titel, der sidst udkom som 6. udg. i 2001. I den nye bog er der først en detaljeret gennemgang af borgens anlæg og senere bygningsmæssige ændringer. De har været omfattende og talrige. Samtidig fortælles om alle de især kronede hoveder, der har opholdt sig her gennem tiden og om store begivenheder, der har fundet sted her. I anden halvdel fortælles om de løbende restaureringsarbejder, der blev gennemført i de sidste 100 år indtil 1980. Derefter kom det helt store projekt til bevaring af slottet. Vi hører om de teoretiske overvejelser over, hvordan man kunne respektere bygningen som ruin med dens mange historiske spor. Layoutet er klart og overskueligt og teksten let at læse. Gennem hele bogen er der smukke billeder - mange i farver. Der sluttes med register og litteraturliste. Målgruppen er både lånere med interesse for arkitektur og for historisk interesserede. Koldinghus af Inger og Johannes Exner, 1994 har en lille historisk del, men koncentrerer sig ellers om deres store restaureringsprojekt.


Sønderjysk månedsskrift

2006, nr. 4

af

af

Elsemarie Dam-Jensen

2006, nr. 4