En sød lille historie i serien Mikro Dingo med hunden Bella som hovedperson. Let-tal 16/lix 6 målrettet begynderlæsere i 0.-1. klasse. For 6-7 år.
Per Østergaard har i samarbejde med illustratoren Otto Dickmeiss begået endnu en velstøbt lille historie med noget på hjertet. Her om hunden, menneskets bedste ven og beskytter, der på trods af størrelse puster sig op. Bogen handler om den lille Bella, der optræder som en farlig vagthund. Ingen får lov at komme forbi. Både voksne og børn bliver skræmt væk. Men da den store dreng kommer tilbage med kamphunden Bonzo, trækker Bella sig skræmt tilbage. Bella putter sig i huset, og Sine kan ikke få hende med udenfor. Teksten er læsevenligt sat med stor typografi og linjeafstand og med ekstra afstand efter hver helsætning. De sjove detaljerede illustrationer underbygger og udvider teksten. Forsiden viser Bella på spring.
Bogen om hunden Bella (der er 12 titler nu) er let genkendelig i læsekasserne og kan sammenlignes med serien om hunden Buller med samme forfatter.
Fremragende lille velskrevet historie med mange gode illustrationer - om at puste sig op og skræmme andre væk, på trods af, man er ganske lille og blød indeni. Bogen vil blive efterspurgt af de mange små begynderlæsere, der netop har knækket læsekoden. Til fritidslæsning og læsetræning.