Biografi om en pige som fra ankomsten til et nyt land bliver udsat for overgreb. For læsere af biografier om svigtede og udsatte børn.
I 1995 ankommer forfatter Laura Helena Pimentel da Silva til Danmark fra fattige kår i Brasilien med sin mor og søskende. To år efter er hun kommunebarn og anbringes hos en plejefamilie. Hun bliver fjernet, da søsteren fortæller sin skole om de overgreb der foregår i hjemmet i Frederiksværk. Morens nye danske mand, den behårede gorilla, udsætter dagligt alle tre børn for vold og overgreb mens moren er i skole for at lære dansk. For at sikre familien permanent opholdstilladelse modsætter moren sig ikke, indtil politiet griber ind og anbringer familien i et krisecenter. "I drømmene råber jeg forgæves efter Mama, der ikke kommer. Når jeg vågner, ligger jeg og kigger på de selvlysende stjerne, der er klistret fast på værelsesvæggene. Det beroliger mig (...) jeg fortæller aldrig nogen om drømmene, heller ikke psykologen, som jeg besøger jævnligt." Forfatteren skriver sidst i bogen, at hun idag har en god kæreste, mor til to børn og har en ambition om at hjælpe andre omsorgssvigtede børn.
"Kommunebarn" er forfatterens voldsomme historie om barndommen og det svigt, som hun oplever fra såvel de nærmeste voksne som systemet. Bogen er skrevet intenst og sproget er letforståeligt.
En anden selvbiografi som også beskriver svigt og seksuelt misbrug og de senfølger man oplever som voksen er: Zornig - fra vred til voksen.