Antologi som følger debatten i kølvandet på Ove K. Pedersens bog fra 2015: Konkurrencestaten. For dig som er interesseret i den politiske, økonomiske og samfundsvidenskabelige debat.
"Dansk økonomi er ligesom Kevin Magnussens formel 1 racer. Det er til stadighed nødvendigt at justere den, finde på nye snilde løsninger, tune den og få den til at køre hurtigere". Dette billede bruger redaktøren Søren Kaj Andersen i antologiens indledning. Bidragydere er forskere, politikere og meningsdannere. Bogens hovedoverskrifter er: "Den analytiske forankring", "Valg af konkurrencestat", "Dannelsesideal og uddannelse", "Styringen af den offentlige sektor", "Arbejdsmarkedet og konkurrencestaten", "Borgeren, hverdagen og demokratiet" og "Historien og konkurrencestaten". Marianne Jelved skriver under overskriften "Konkurrencestat eller ej - samarbejde og fællesskab skal der til", Anders Bondo giver sit bidrag under overskriften "Konkurrencestatens reaktionære skolesyn" og Bente Sorgenfrey mener, at "Danmark har brug for en forvaltningsreform NU!" Jeppe Nevers og Per Bojes bidrag hedder "Stat og marked - et historisk perspektiv" og Ove K. Pedersen får selv igen ordet i efterordet: "Fra kritik til selvkritik - og tilbage igen.".
Nuanceret debatbog, hvor både fortalere og kritikere af konkurrencestaten kommer til orde.
Om konkurrencestaten findes fx også Konkurrencestaten Danmark.