Dorrit Willumsens nye roman begynder på et realt, hverdagsagtigt plan og udvikler sig gradvist og næsten umærkeligt til at være temmelig absurd og grotesk. Den er skrevet i et præcist og alligevel billedrigt sprog og de mærkværdige begivenheder flettes sammen med største naturlighed. Fælles for de tre hovedpersoner Brit Lund, hendes halvvoksne søn Morten og hans elskede Kora er en mislykket søgen efter den store og gengældte kærlighed. Brit er en noget aparte personage og hun elsker sit eget spejlbillede og en afdød popstjerne, som hun hævder er far til hendes barn. Morten flytter fra sit kaotiske barndomshjem på sin 18-års fødselsdag for at dyrke sin forelskelse i den særegne pige Kora. Hun elsker til gengæld ræve og hunde og har en faible for Japan, hvortil hun tager på en slags dannelsesrejse efter at have brudt med Morten. Til sidst mødes de alle igen ved et brag af en gigantisk iscenesat fest hos kontorchef Alf Henriksen (Brits gamle elsker, Mortens virkelige far og Koras opvartende kavaler fra Japan), og en slags happy ending ser ud til at være inden for rækkevidde. Dorrit Willumsen nåede et stort publikum med sin forrige roman (Bang, 1996), og skønt fascinerende er Koras stemme anderledes sær og kræver en del mere af sin læser.