På rejse med den danske musiker B-Joe til USA, ind i voodooens verden og med blues i ørerne. Til de musikglade læsere og alle med interesse for den mytiske voodoo.
Da musikeren B-Joe (samme navn som forfatteren) henter en såkaldt mojo i bluesmuskikkens vugge i Mississippi, tager hans karriere et stort skridt fremad. Han beslutter derfor, at rejse tilbage til USA for at fremstille flere mojo's. Bl.a. ved at stjæle jord fra blueslegenden Robert Johnsons grav. Det bliver en rejse på kryds og tværs i sydstaterne, hvor han snart oplever, at det kan have sin pris, at stjæle fra de døde og at djævelen altid kræver sin ret. Det er B-Joe's romandebut.
Bogen er en slags litterær road-movie tilsat store mængder blues og voodoo. Efter endt læsning er man blevet klogere på såvel voodoo ritualer som blues historie. Sproget er godt og flydende, og man læser hurtigt med i den lette, og måske overnaturlige, handling. For om det er en alvorlig eller mere eventyragtig bog må læseren selv afgøre.
Det er svært at finde andre bøger med kombinationen dansk musiker, blues og voodoo. Men i Besat af Lynda La Plante kommer man også langt ind i voodooens verden i Mississippi.