Oplagt bog til inspiration ved højtider og festlige lejligheder såvel i skolen som til fritidsbrug. Mette Voldmester udgav i 1992 Kort - og godt. Denne udgivelse ligner i opbygning og layout den tidligere blot med mange nye ideer til kort af karton og bølgepap. Alle bogens kort er udført i glade friske farver, der virker så motiverende, at man får lyst til at gå i gang med det samme. Der er tale om bordkort, takkekort, kort til pakker og pop-up-kort. Flere er til specielle lejligheder som jul, påske, gækkebreve, bryllups og jubilæumskort samt flere forslag til julekort. De fleste er formkort, og alle er vist på en klar lilla baggrund. Der er tale om bamser, hjerter, katte, løver, hunde, aber, krokodiller, papegøjer m.m. Efter et par indledende afsnit om redskaber og teknikker følger skabeloner og vejledninger til produktion af de enkelte kort. Skabelonerne tegner man direkte af, eller kopierer op i str., men den viste str. passer til standardkuverter. Teksten er sat i spalter, og elever fra 3.-4. kl. kan læse den. Samme aldersgruppe kan med lidt voksenhjælp selv klare at lave kortene.