Forfatteren er ansat som lærer ved Heltidsundervisningen på Midtbyens Ungdomsskole i Århus, et sted hvor eleverne er børn, der er blevet tabt i folkeskolen af forskellige årsager. Det er børn og unge med indlærings- og koncentrationsvanskeligheder, urolige og ukoncentrerede børn, trætte og apatiske børn, børn med DAMP og aggressive børn. Bräuner har fundet ud af, at der for hvert eneste barn er tale om store underskud af vitaminer og mineraler. Derfor har han startet et mad- og sundhedsprojekt på skolen, hvor morgenmad, frokost, frugt og kosttilskud er en fast del af dagligdagen, ligesom også sundhed og kost indgår i undervisningen. Vigtigst er det, at børnene begynder at spise rigtig mad. Alene det befordrer en positiv udvikling, både hvad angår indlæring, social adfærd og velbefindende. Alt for mange børn spiser for lidt, forkert og for dårligt. Den største synder er sukker, som findes i store mængder i læskedrikke og junkfood. Forfatteren argumenterer veloplagt og overbevisende og giver mange gode eksempler, statistiske oplysninger f.eks. om befolkningens sodavandsforbrug, der nærmest er eksploderet. Desuden konkrete anvisninger på, hvordan man griber sagen an. For lærere, pædagoger, skolebestyrelsesmedlemmer og ikke mindst forældre.