I den femte bog i serien om Den lyseblå Baron skal baronfamilien von Brask bygge et springvand. Under udgravningerne støder de på en kiste med et kranie i. Det er ikke et helt almindeligt kranie, men et kinesisk kranie som kan tale. Kraniet beder Fritz om hjælp til at komme væk fra kistens mørke gys. Fritz hjælper kraniet og hjælper derved ånden fra en tusindårig gammel kriger hjem til Kina. Bogen henvender sig til 8-10-årige børn med hang til gys. Som de forrige bøger i serien indeholder denne bog elementer fra gysergenren uden at blive direkte uhyggelig. Illustrationerne er lavet i en glad og let humoristisk streg, der gør at det uhyggelige aldrig bliver for uhyggeligt, men snarere giver et hyggeligt gys. Bogen er på lix 15,7 og vil, som de øvrige i serien, vække glæde blandt de begyndende læsere, som efterspørger uhyggelige historier.