Begrebet kreativitet har fået stor betydning for den pædagogiske debat i store dele af verden, da kreativitet ses som et middel til både økonomisk og menneskelig vækst. Denne antologi sætter kreativiteten under kritisk lup og debatterer kreativitetsbegrebet, samtidig med at den giver bud på, hvordan man skaber kreativitetsfremmende undervisning. Bogen henvender sig til grundskolens undervisere samt til skoleledere, politikere og andre aktører i skoledebatten.
Antologien er skrevet af 8 nordiske forskere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Sammen giver de et billede af, hvordan det står til med kreativiteten i skolen samt kommer med bud på, hvordan man via undervisning og læring kan fremme kreativiteten hos eleverne og gøre dem idéskabende. Det er en tankevækkende bog, som fokuserer på, at kreativitet ikke kun skal tænkes som en politisk og økonomisk handelsvare, men som en vej til at udvikle vores sociale relationer.
Ebbe Kromann-Andersens KIE-modellen - innovativ undervisning i folkeskolen, 2009 er tænkt som en didaktik for innovativ undervisning og derfor oplagt at læse sammen med denne antologi. Bogen fås også i en version om undervisning i gymnasierne og på de videregående uddannelser.
Spændende og tankevækkende udgivelse.