Snup endnu en bog i forfatterens farverige og super-underholdende slægtskrønike om familien Courtney. Scenen er sat i Afrika efter første verdenskrigs afslutning. Her vokser Saffron Courtney op. Rent guf for fans af serien og for dig som søger en solid spændingsroman med dejligt mange sider.
Saffron vokser op i Afrika som seneste skud på Courtney-stammen. Faderen Leon er krigsveteran og forretningsmand, og i øvrigt hovedperson i Assegai. Han er også enkemand og Saffron vokser op i Afrika alene med sin far. Hun følger som voksen familiens iboende eventyrlyst og bliver i England indblandet i dramatiske begivenheder op til starten af 2. verdenskrig. I England møder hun den idealistiske privilegerede Gerhard von Meerbach, hvis velhavende bror brænder for nazismen. Saffrons og Gerhards skæbner vikles uløseligt sammen i tiden op mod 2. verdenskrig. Romanen dækker perioden 1918 til 1939. Wilbur Smith har skrevet romanen i samarbejde med David Churchill. Romanen er nr. 15 i serien. Courtney-sagaen tæller ifølge forfatterens hjemmeside nu 16 romaner, hvor 15 er udkommet på dansk.
Suveræn underholdning som skabt til den dybe lænestol som jeg forventer det fra Wilbur Smith. En sand fornøjelse at følge den episke fortælling om familien Courtney.
Wilbur Smith har sin egen niche i brede underholdende spændingsromaner, og er på niveau med fx Ken Follett, der også underholder over mange sider.