På grundlag af personlige erfaringer med den esoteriskmystiske dimension af kristendommen og troen på reinkarnation (den kontinuerte bevidsthedsstrøm) fremlægger JB her sin subjektive opfattelse af Kristus og kristendommen uden sigte mod herigennem at forpligte andre på sin udlægning. En række gnostiske skrifter, specielt Thomasevangeliet, samt vestog østkirkelig mystik og Steiners teorier indgår i fremstillingen, der er særdeles vanskeligt tilgængelig for den uindviede. Kristusprocessen opfattes som en række begivenhedsdimensioner, der virker fra de tre højere bevidsthedsdimensioner indad mod det mentale, det astrale og det æterisk-fysiske - udtrykt gennem et bredt spektrum af tilstande: spontane begivenheder, uforudsete hændelser, bøn, meditation, visioner etc. K.-processen er en levende og vedvarende evolutionsstrøm, der på højeste begivenhedstrin stråler som kosmisk bevidsthed og universel kærlighed. De forskellige bevidsthedsdimensioner svarer iflg. J.B. nøje til de trebuddhalegemer, og målet for K.-processen og den altafgørende begivenhed i forbindelse med Kristi (og Buddhas) genkomst er selvets almengørelse, kærlighedsprincippets virkeliggørelse mellem menneskene. Undertegnede har haft svært ved at kapere bogen, men savner nok den nødvendige baggrund: sans for det esoteriske og fortrolighed med J.B.s tidligere værker. Som et seriøst, omend svært fordøjeligt forsøg på at afklare (?) noget af baggrunden for nutidens religiøse søgen har bogen dog en naturlig plads i biblioteker med liebhavere til J.B.s tidligere værker.