Det er en håndbog til mennesker med smerter. Behandlere og pårørende kan også læse med.
Forfatteren er psykolog og sundhedspsykologisk specialist. Ca. 20% af den danske befolkning har kroniske smerter. For mange er det et stort handicap, som ikke altid anerkendes som en sygdom. Bogen er først og fremmest en oversigt over forskellige typer af kroniske smerter og lægelige behandlingstilbud. Det er også en beskrivelse af de mange andre behandlingsformer, som kan dæmpe symptomerne, såsom afspænding, visualisering, kosttilskud og coping-strategier m.m. Til sidst i bogen er et kapitel om, hvad man selv kan gøre mod smerterne. Det handler om at se på egen adfærd og vaner, og finde ud af hvilke rutiner, der virker lindrende eller fremmende mod smerterne, men det vigtigste er at indstille sig på ændringerne og acceptere graden af livskvalitet. Der er tegninger i bogen, tegnet af kroniske smertepatienter.
2. udgave er fra 2001. 3. udgave er gennemrevideret og med nye videnskabelige forklaringer på kroniske smerter. Fagudtryk er moderniseret og afsnit strammet op. Der er nye afsnit om bestemte patientgrupper og nye former for psykoterapi. Litteraturliste og links er opdateret. En anden bog er Slip smerterne : ACT mod kroniske smerter, 2010. Der er andre titler om emnet.
Bogen er udmærket læsning. Alligevel sidder jeg med følelsen af, at hvis det er en opslagsbog, så kunne den gå meget mere i dybden. Sprogligt fornemmer jeg, at bogen har 10 år på bagen.