Eftersøgningen af et forsvundet dagplejebarn på Bornholm resulterer i, at politiet finder et gammelt skelet af en kvinde. Men hvad laver det der? For dem der holder af krimier, der foregår i lokalsamfund.
Nogle dagplejere er på koloni i Hasle Lyskrat, et skovområde på Bornholm, da det pludselig går op for dem, at de mangler et barn. Den lille Maria er blevet væk. En eftersøgning iværksættes, og det skal gå stærkt, da skoven er dyb. Pigen findes i god behold, men hun er faldet i et synkehul. Det viser sig at være en gammel mineskakt, og her opdager efterforsker Lars Bohn et skelet, der er begravet inde i minegangene. Kvinden er blevet myrdet for årtier siden, og Lars Bohn går i gang med at finde ud af, hvem kvinden er. Det hele tager en drejning, da et nyt drab finder sted. Det trækker spor til Lars' egen familie, og han får brug for sin kusine Agnethes hjælp til at gå deres families historie igennem og finde ud af hvilke hemmeligheder, der ligger begravet for at kunne opklare sagen. Kan Lars og Agnethe overskue det, de graver frem af familiens hemmeligheder? 1. del af serien er Granitgraven.
Fjerde, selvstændige bind i serien om præsten Agnethe og hendes fætter Lars Bohn er en velskrevet og virkelig spændende krimi med gode beskrivelser af både karakterer og omgivelser og uden den store udpensling af vold.
En anden krimi, der også foregår i et lokalsamfund på Bornholm er Sara Blædels Pigen under træet.