Kulturinteresserede kan her nyde små essays, anekdoter og småhistorier fra den kultur, som Covid-19 tvang i knæ i foråret 2020.
Da pandemien lukker Danmark ned og dermed også sætter stopklods for den livgivende kultur, beslutter forfatter og musiker Thomas Vilhelm sig for at fatte sit tastatur og i dagbogsform gøre en lang række personlige nedslag i kulturen. Her er jubilæer, mærkedage, fødselsdage og nekrologer. Først mindes vi Ole Michelsen (1940-2020) som var cool vært på filmmagasinet Bogart i 1985-2002. Andre, der går videre til efterlivet, mens verden lukker ned, er fx skuespilleren Max von Sydow, forfatteren Maj Sjöwall og digteren Yahya Hassan. Både John Fogerty og Björn Ulvaeus runder 75 år og 9. maj fejrer C.V. Jørgensen 70 år. I maj 2020 har Beatles-filmen "Let it be" 50 års jubilæum og for ligeledes 50 år siden udsender Kris Kristofferson sit debutalbum, som bl.a. indeholder "Me and Bobby McGee". En sang Janis Joplin udødeliggjorde på albummet "Pearl", som udkom i 1971 efter Joplins død i 1970. Alle tekster er tidligere udgivet på sociale medier, men samles her i bogform. Teksterne er skrevet fra marts til juli 2020. Thomas Wilhelm har fx også skrevet Filmbyen.
Et velgørende og velskrevet overflødighedshorn af tekster, som gør os alle opmærksomme på, at kultur i modgangstider er vigtigere end nogensinde.
Unik tekstsamling. Tekster fra Corona-nedlukningen er fx Den tabte tid.