Indholdet er meget blandet, her er en nysselig mini-roman fra de gode gamle petroleumslygters tid i Thorshavn om den viltre konsuldatter Leonora og hendes energiske teenageforførelse af spille- og vagtmanden Leonard - det er smuk pastiche. Her er barndomsoplevelser af døden, Gud og kærlighed beskrevet nænsomt og med et strejf af mystik - stærkt oplevet og genskabt. Bogens højdepunkt er dog den vittige, sprogligt fuldendte beretning om hin dag, hvor Heinesen trækker sin venlige ko gennem et arkadisk landskab på vej til den lokale andels-Zeus af en tyr. Spillet mellem det arkaiserende sprog og de jævne og bramfri begivenheder gør denne lille novelle helt vidunderlig morsom. Men her er også mere kedsommelige afsnit, en noget tør redegørelse for Thorshavn i fortid og nutid, småligegyldige minder om barndommens lærerkræfter sammesteds. Bogen slutter med en ironisk frontberetning fra en fransk landsby, hvor Heinesen vil skrive sit livs mest underfundige skuespil over enmiddelalderlegende, men i stedet kommer i krig med velordnede insektregimenter, der tromler frem mod ham dag og nat. Drøm og virkelighed blandes til et stort satirisk mareridt om krig, massemord og kunstnerisk afmagt. Selv om Heinesen måske er lidt for alsidig, eller der har ligget et par foredrag for meget i skuffen, er bogen en oplagt anskaffelse overalt.