En ægte science fiction for børn som er velegnet til højtlæsning fra 6-9 år og selvlæsning fra 9-12 år. Forsiden er enkel og signalerer sjov og humor, hvilket med garanti vil appellere til rette målgruppe.
Til sin fødselsdag får Kurt sit højeste ønske opfyldt - en rumraket, og den skal naturligvis afprøves. Herefter følges Kurts oplevelser i raketten og på Fængselsplaneten Stål, hvor Kurt sætter alle sejl ind for at befri Prinsesse Alice. Aktionen understøttes af diverse prøvelser og udfordringer. Teksten spiller op imod glade helsides illustrationer. Teksten er enkel og med tempo - ligeså er handlingen. Bogen kan med fordel formidles som supplement til de lette bøger. Dette især fordi den fysisk fremstår som en "rigtig" bog.
Yndere af genren "sjove bøger" som fx Pilkeys Kaptajn Underhylder og Søren Skoleost vil helt sikkert også tage denne titel til sig.
God og lettilgængelig underholdning som er velegnet til både højt- og selvlæsning.