En naturforsker der render rundt i klitterne og jager insekter, bliver sammen med en ung kvinde fanget i en sandgrav. Sandet truer med at begrave dem. Kunstfilmen møder dramaet i en japansk klassiker, som er til dem med interesse i filmhistorien og den japanske nybølge.
Vi er i Japan. Her møder vi skolelæreren og insektforskeren Niki. Niki er ude i nogle sandklitter for at lede efter helt specielle biller. Han når ikke den sidste bus hjem og han finder en sandgrav, hvor der er et hus. Han kravler derned og finder en hytte. I hytten bor en enke, der mistede sin mand og sit barn i en sandstorm. Niki overnatter der men da han vågner op, er stigen væk og han er fanget! Men hvem har taget stigen væk? Og hvad sker der, når sandet begynder at begrave hytten?.
Et ægte japansk mesterværk, en allegori over vores samfund, en fortælling om det at være menneske og en moderne udgave af Sisyfos-myten. Og der er flere andre tolkningsmuligheder. Udover at filmen har mange lag, så er den visuelt meget smukt og holdt i skønne sort/hvide farver. Det er bestemt ikke en film for alle, og tempoet vil afskrække mange, men der venter en stor og unik oplevelse fra en tid, hvor det klassiske filmsprog blev udfordret af forskellige nybrud, forskellige over hele verden.
Filmen er helt sin egen og havde en stor indflydelse på Andrei Tarkovskys værker, se eksempelvis Vandringsmanden=Stalker.