Uthaugs genkendelige og elskede sort-hvide tegninger med enkelte røde detaljer - alle omhandlende det at være kvinde. Kan læses af alle voksne, uanset om man kender striberne fra avisen.
5. bog i serien, der samler Uthaugs populære tegninger "Ting jeg gjorde" fra bagsiden af Politikens kultursektion i forskellige temaer - denne sætter spot på kvindelivet og alt, hvad det indebærer lige fra veninder og parforhold til humørsvingninger, menstruation og pizza.
Uthaug er både skarp og sjov, og med få ord og en simpel streg kan hun sætte spot på både de små og store ting i livet. Alt er med Uthaug selv (eller hvad der formodes at være en tegnet udgave af hende) i centrum og hendes livsoplevelser på godt og ondt, og scenarierne er genkendelige for de fleste.
En moderne Storm P. eller Piet Hein. Uthaug og fx StineStregen laver nutidens fremtidige klassikere.