Ny udgave af klassikeren fra 1972 om kvinders skæbner, drømme og kærlighed, der giver et billede af dansk kvindehistorie 1910-1970.
Bogen introduceres af Jytte Rex, som fortæller om sin egen mors historie, der bliver startskuddet til selve indholdet. I syv kapitler fortæller en række forskellige, anonyme kvinder 57 meget forskellige historier om drømme, skæbner og forestillinger om kærlighed. Længden af historierne og indhold varierer meget. Naja Marie Aidt har skrevet efterordet om bogens betydning for hende.
Rex' bog er gribende og giver anledning til latter og tårer. Der er beretninger, der nærmest er skæbnefortællinger og der er ultra korte historier, der er punktnedslag i enkelte kvinders liv. Fælles for disse forskellige historier er temaet "Behovet for at finde sig selv". Det giver et fint overblik over kvindehistorien i perioden 1910-1970, hvor fortællingerne i starten af perioden skitserer lykkelig og ulykkelig kærlighed til manden, hen over en mere erotisk periode i 1950-1960 og i 1970'erne de mere rå historier om foragt for mænd og normer og den seksuelle frigørelse.
I forhold til tidligere udgave har denne fået et nyt forord af Jytte Rex og et efterord af Naja Marie Aidt. Fortællingerne er de samme, dog er de præsenteret i en anden rækkefølge i denne nye udgave.