Kyllingekogebog henvendt til den helt almindelige travle familie, der har brug for et måltidskoncept, der er nemt, hurtigt og billigt.
Tid er udgangspunktet for denne kogebog, der præsenterer alle sine retter i tre forskellige udgaver, der tager henholdsvis 10, 20 og 30 minutter at lave. Der er mange indgange til opskrifterne. Hovedinddelingen er i Snacks, Hverdagsretter, Weekendretter, Gæsteretter og Sunde retter, men på tværs af denne inddeling findes i begyndelsen af bogen et billedgalleri, hvor opskrifterne er inddelt i Krydret, Frisk, Klassikere, Smagen af Middelhavet, Sundt og nærende, Picnic og madpakker, Takeaway og endelig Store portioner. Ved alle opskrifter er angivet tilberedningstid. Opskrifterne er til 4 eller enkelte steder 2 personer. De er enkle og med ingredienser, der findes i almindelige supermarkeder. Gode appetitvækkende farvefotos.
Der findes 4-5 kogebogstitler med kyllingeretter, men de findes ikke på mere end 5-10 biblioteker og medtager langt færre retter end denne bogs 360 opskrifter.
Kogebogen er på samme tid helt klassisk og praktisk i sit udtryk og meget atypisk i sin organisering af opskrifterne. Bogen er oversat fra engelsk og er meget langt fra tidens nordiske slowfood tendens. Men der er helt sikkert også langt flere familier, der rent faktisk får lavet den type retter, der er præsenteret i denne bog. Der er i hvert fald inspiration til hele året og alle lejligheder til ivrige kyllingespisere, hvem der i følge bogen er rigtig mange af.