Det uforglemmelige skønhedsindtryk og det præg af menneskelig almengyldighed, som De tusind traner i al sin fremmedartethed efterlod, vil næppe blive Kawabatas nye roman til del. Den virker stillestående og trods sit formelt ret traditionelle præg temmelig uigennemtrængelig for den ikke indviede. Man aner fjernt konturerne af en sprogkunstner med forkærlighed for det lyriske; men meget synes at være gået tabt undervejs (bogen er oversat via tysk), og man har svært ved at indleve sig i bogens figurer. På baggrund af en spinkel beretning om en 20 årig kvindes møde med sin ukendte tvillingesøster og deres forhold til en ung væver (selv blev hun som nyfødt sat ud, men taget i pleje af kærlige, ret velstående mennesker) belyses i en række løst sammenkædede prosaafsnit dagliglivet og de århundredgamle traditioner i kejserbyen Kyoto. Tidspunktet kan lokaliseres til årene efter 2. verdenskrig, men som helhed har bogen et tidløst præg. Kulturhistorisk har den en ikke ringe interesse (dener forsynet med et omfattende noteapparat), men nogen større succes vil den næppe blive. Behersket anskaffelse tilrådes.